Tvisten omkring fremlæggelsen af fotografierne opstod, da skønsmanden under skønsforretningen oplyste, at han ikke synligt ud fra de i sagen fremlagte fotografier kunne konstatere nogle omtalte reparationer af dele af det udførte arbejde på det projekt, som sagen vedrørte. Dette blev noteret i skønsmandens efterfølgende referat fra skønsforretningen.

Eftersom rådgiveren på projektet var i besiddelse af sådanne fotografier, ønskede rådgiveren at fremlægge disse for skønsmanden til brug for hans udarbejdelse af skønserklæring.

Entreprenøren gjorde indsigelse herimod. Der havde forinden igangsættelsen af skønssagen været afholdt en registreringsforretning, hvorefter bygherren havde anmodet om en supplerende registreringsforretning. Årsagen til afholdelsen af den supplerende registreringsforretning var, at det nu - modsat ved den første registreringsforretning - var blevet muligt at besigtige den pågældende del af byggeriet, som de pågældende fotografier også vedrørte. Bygherren aflyste dog den supplerende registreringsforretning, idet man ikke fandt, at den nu synlige del af byggeriet gav anledning til registrering alligevel. Bygherren gav dog de øvrige parter mulighed for at besigtige området på et bestemt tidspunkt, hvis de ønskede dette.

Entreprenøren gjorde gældende, at bygherren ved aflysningen af den supplerende registreringsforretning fratog skønsmanden muligheden for at vurdere området, og gjorde gældende, at fotografier i en sådan situation ikke kan træde i stedet for skønsmandens egen registrering, når dette sker grundet rekvirentens (bygherrens) egne forhold.

Entreprenøren henviste i denne forbindelse til Voldgiftsnævnets afgørelse A-10753, hvor noget fotomateriale blev afskåret med den begrundelse, at: ” … i en situation som den foreliggende, hvor fremlæggelse af fotomaterialet skal træde i stedet for skønsmandens egen besigtigelse, hvor skønsmanden er afskåret fra selv at besigtige de forhold, som vises i fotomaterialet, og hvor dette alene skyldes, at B [skønsrekvirenten… red] ikke på et tidligere tidspunkt bad om besigtigelse, kan fotomaterialet ikke fremlægges for skønsmanden.”.

Rådgiveren gjorde heroverfor gældende, at en part som udgangspunkt ikke er afskåret fra at fremlægge fotografier, der alene viser faktiske forhold, og eftersom fotografierne heller ikke var egnede til at påvirke skønsmanden på nogen utilbørlig måde, var der intet grundlag for at nægte dem fremlagt. I afgørelsen A-10753 var der tale om ”helt særlige omstændigheder”, jf. Voldgiftsnævnets praksisnotat af 25. januar 2024, hvori afgørelsen er refereret kort (afgørelsen er ikke trykt). Afgørelsen kunne således ikke sammenlignes med denne sag. Det måtte desuden antages, at sagen vedrørte en egentlig skønsforretning – i denne sag havde der tidligere alene været afholdt registreringsforretning, hvilket udgjorde en væsentlig forskel.

Dertil kom, at skønsmanden selv på skønsforretningen og i sit efterfølgende referat havde gjort opmærksom på, at han ikke synligt ud fra sagens fotografier kunne konstatere de pågældende reparationer. Rådgiveren gjorde derfor gældende, at rådgiveren derfor naturligvis måtte være berettiget til at bidrage med denne oplysning, således at skønsmanden kunne udarbejde sin skønserklæring på det bedst muligt oplyste grundlag.

Bygherren var enig i rådgiverens argumentation og fremførte hertil, at det ikke skulle tillægges betydning, at bygherren havde aflyst den supplerende registreringsforretning, idet fotografierne, der ønskedes fremlagt, var taget et år inden bygherren anmodede om den første registrering, hvorfor der ikke var nogen tidsmæssig sammenhæng mellem fotografierne og tilbagekaldelsen af anmodningen om hasteregistreringen. Tilbagekaldelsen havde derfor ikke haft nogen betydning for skønsmandens mulighed for selv at besigtige forholdene.

Voldgiftsnævnet fremhævede indledningsvist i sin afgørelse, at en part som udgangspunkt ikke er afskåret fra at fremlægge fotografier, der alene viser faktiske forhold, hvilket både gælder fotografier optaget før eller efter en sags anlæg, jf. bl.a. U 2013.2296H. Det betyder dog ikke, at fotografier frit kan fremlægges. Fotografiernes indhold og omstændighederne ved deres tilblivelse kan efter en konkret vurdering føre til, at udgangspunktet fraviges.

I den pågældende sag fandt Voldgiftsnævnet, at der måtte gælde samme adgang til at fremlægge fotografier, ligesom Voldgiftsnævnet anførte, at "… der er lagt vægt på det af skønsmanden anførte i referatet". Voldgiftsnævnet fremhævede endvidere, at de pågældende fotos alene viste faktiske forhold, og at der ikke forelå oplysninger om omstændigheder ved deres tilblivelse som kunne føre til en nægtelse af fremlæggelse. At bygherren aflyste den anden registreringsforretning kunne ikke føre til en anden vurdering, og Voldgiftsnævnet fremhævede specifikt, at sagen derved adskilte sig fra afgørelsen i A-10753. Voldgiftsnævnet bemærkede endeligt, at det vil være op til en eventuel voldgiftsret at vurdere, hvilken bevisværdi besvarelsen skal tillægges.

Fotografierne blev derfor tilladt fremlagt, således at de kunne indgå i grundlaget for skønsmandens besvarelse.

Afgørelsen er interessant, idet den tager stilling til, hvornår der er tale om sådanne "helt særlige omstændigheder", der gør, at fotografier kan nægtes fremlagt, hvilket der er meget sparsom praksis på. Der kan naturligvis henvises til den ovenfor refererede afgørelse i A-10753, hvor fotomateriale blev afskåret, idet fotomaterialet skulle ”træde i stedet for skønsmandens egen besigtigelse, hvor skønsmanden er afskåret fra selv at besigtige de forhold, som vises i fotomaterialet, og hvor dette alene skyldes, at B [skønsrekvirenten. red] ikke på et tidligere tidspunkt bad om besigtigelse”, jf. således Voldgiftsnævnets praksisnotat af 25. januar 2024, hvori afgørelsen er refereret kort. Eftersom afgørelsen ikke er trykt, er det uklart, hvad Voldgiftsnævnet eventuelt ellers måtte have lagt til grund for sin afgørelse.

Med denne nye afgørelse foreligger endnu et eksempel på spørgsmålet om, hvornår der (dog modsætningsvist) er tale om "helt særlige omstændigheder". Man kan således udlede af Voldgiftsnævnets afgørelse, at der ikke er tale om sådanne særlige omstændigheder blot fordi forholdet (muligvis) kunne have været registreret af skønsmanden på en registreringsforretning. Det er ligeledes væsentligt at bemærke, at Voldgiftsnævnet specifikt fremhæver, at der er "…lagt vægt på det af skønsmanden anførte i referatet". Et interessant spørgsmål er, om en sådan bemærkning fra skønsmanden kunne have ændret resultatet i afgørelsen i A-10753.

Nielsen Nørager bistår rådgiveren i sagen, og såfremt der måtte være spørgsmål til afgørelsen, står vi naturligvis til rådighed.