NY LANDSRETSDOM OM BEVISBYRDEN FOR ÅRSAGSFORBINDELSE VED BRANDSKADER
DET ER - I SAGENS NATUR - KARAKTERISTISK FOR BRANDSKADER, AT DET KAN VÆRE VANSKELIGT MED SIKKERHED AT FASTSLÅ SKADESÅRSAGEN, NÅR BETYDELIGE DELE AF BEVISMATERIALET OFTE ER GÅET TABT NETOP SOM FØLGE AF BRANDEN. DER FØRES GANSKE MANGE REGRESSAGER, HVOR SKADELIDTES FORSIKRING EFTER AT HAVE DÆKKET BRANDSKADEN KRÆVER ERSTATNING AF DEN FORMODEDE SKADEVOLDER. VED TVIST OM SKADESÅRSAGEN GENNEMFØRES DER SOM REGEL SYN OG SKØN, HVOREFTER DER OPSTÅR ET SPØRGSMÅL OM, MED HVOR STOR SIKKERHED EN SKØNSMAND SKAL KUNNE FASTSLÅ SKADESÅRSAGEN, FOR AT BEVISBYRDEN FOR ÅRSAGSFORBINDELSE ER LØFTET. EN NY LANDSRETSDOM TAGER STILLING TIL DETTE SPØRGSMÅL.
I lighed med andre domme vedrørende bevis for skadesårsagindgår forskellige konkrete forhold i rettens afgørelse.
Men det er bemærkelsesværdigt, at Østre Landsret udtrykkeligtnævner, at skønsmanden og DBI var enige om, at den af P påberåbte skadesårsagvar den ”mest sandsynlige” årsag til branden. Altså det kriterium, som Ppåberåbte sig under henvisning til de to domme fra Vestre Landsret fra 2018 og2022.
Men Østre Landsret fandt ikke, at dette ikke vartilstrækkeligt til, at T havde løftet bevisbyrden, idet det ”ikke [kunne]udelukkes”, at eb af de andre, mulige skadesårsager havde forvoldt branden,
Det er karakteristisk for sådanne tvister, at der er flerepotentielle skadesårsager i spil, hvoraf nogle er mere sandsynlige end andre.
I denne sag blev det altså afgørende, at det ikke kunneudelukkes, at en af de andre, mulige skadesårsager, kunne have forvoldt branden– selv om det altså ikke var det mest sandsynlige.
Denne nye landsretsdom synes således ikke at støtte etsynspunkt om, at der skulle gælde en bevislettelse for skadelidte (ellerregressøgende) i en sag om ansvar for brandskade.
Det forekommer da også vanskeligt at se, hvorfor der skullegælde en særlig bevislettelse for skadelidte i brandsager i forhold til alleandre erstatningssager. Den retsbeskyttelse, der gælder for den sagsøgte part,et erstatningskrav rejses over for, må være den samme, uanset hvilken form forskadeforvoldelse der måtte være tale om. Østre Landsrets dom er udtryk for en sædvanlig,klassisk bevisvurdering og anvendelse af bevisbyrdereglerne ierstatningsretlige sager.
Det kan bemærkes, at det i relation til spørgsmålet omeventuel bevislettelse ikke gjorde nogen forskel, at sagen var omfattet af produktansvarslovensforbrugerbeskyttende regler.
Michael S. Wiisbye står naturligvis gerne til rådighed,såfremt der måtte være spørgsmål til dommene.