Der er tale om konkrete sager, men det er i hvert fald værd at bemærke følgende:

I begge domme henviser retten udtrykkelig til, at der var tale om erfarne medarbejdere, og at skaden skete i forbindelse med udførelse af arbejde, som skadelidte havde stor erfaring med, og som for den pågældende var rutinearbejde.

I overensstemmelse med trykt retspraksis er dette således væsentlige faktorer ved vurderingen af, om der kan pålægges en arbejdsgiver1 erstatningsansvar.

Begge domme illustrerer endvidere tydeligt, at skadelidte har bevisbyrden for, at der er begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med udførelse af arbejdsopgaven - enten af en arbejdsgiver eller en medarbejder, som arbejdsgiveren hæfter for - og denne bevisbyrde er lige så tung at løfte i en arbejdsskadesag af den pågældende karakter som i alle andre erstatningssager. Der har tydeligvis ikke været nogen bevislettelse i nogen af sagerne.

Det kan endvidere bemærkes, at retten i den ene dom udtrykkelig lægger vægt på - som et blandt flere momenter - at ulykken, der blev anmeldt til Arbejdstilsynet, ikke gav anledning til nogen form for reaktion fra tilsynet.

Begge sager kan endvidere tages som udtryk for, at selv om arbejdet isoleret set rummer nogle oplagte faremomenter, er dette ikke afgørende, når de pågældende medarbejdere har viden om og erfaring med, hvorledes arbejdet udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og hvor der er tale om arbejde, der for en person med de pågældende kompetencer må anses som rutinearbejde.

Endelig kan man vel tage de to domme som udtryk for, at der i erstatningsretten er et betydeligt spillerum for hændelige skader, som man ikke kan gøre nogen ansvarlig for.

Jeg står naturligvis meget gerne til rådighed, såfremt der måtte være spørgsmål til dommene.

‍